De fleste associerer innovation med noget positivt, men er det nødvendigvis altid sådan? Hvis vi benytter den kommercielle definition om, at innovation er opdagelsen af mulighederne for profit skabt gennem praktisk gennemførelse, ja så kan de ”smarte” indbrudstyve, der sidst i juli lykkedes med at stjæle cykler for 700.000 DKK igennem taget på BikeWorld i Silkeborg, vel betegnes som innovative, – hvis de vel at mærke ikke bliver fanget!
Ok, det var måske et ekstremt eksempel, men I kender muligvis den gamle historie om manden der tilbage i 1950’erne kontaktede en af de store tandpastafabrikanter i USA og sagde, at han havde en idé, der ville koste dem meget lidt at implementere, men som ville give en øjeblikkelig 40% stigning i omsætningen. Han tilbød at sælge rettigheden til ideen for 100.000$. Det var et enormt beløb på det tidspunkt, men i forhold til tandpasta-markedets størrelse, var det en relativt lille investering. Selskabets ledere var imidlertid grådige og ville ikke bruge penge på manden og hans påståede idé, hvis det kunne undgås. De takkede fyren, og sagde, at de ville komme tilbage til ham. I stedet indkaldte man til stormøde i selskabets marketing- og udviklingsafdeling, hvor de fik til opgave at foreslå ideer til at øge omsætningen med 40% med en lille investering.
To uger senere var der stadig ikke nogen gode idéer, så man ringede tilbage til manden, og sagde, at han havde fået en aftale. Efter at de juridiske praktikaliteter var afsluttet, og pengene blevet overdraget, gav manden dem en brun kuvert indeholdende et lille stykke papir. På papiret stod der: “Gør hullet større !” Hvis du øger diameteren af hullet fra 5 til 6 mm, øges mængden af tandpasta, der er presset ud for en given længde langs børsten, med 40%. Så de fleste vil bruge meget mere tandpasta, og købe flere tuber..
Historien har været brugt i utallige lærebøger om innovation, og manden forherliges verden over som genial, selvom der nok er tale om en fiktiv mand og historie. Historien opfylder dog helt klart kravet til innovation, men er det ikke tyveri ved højlys dag? Det er det da, og tricket bruges i stor udstrækning af dagligvare-producenter verden over, for at få os til at bruge mere, end vi rent faktisk har brug for. Hvor mange af os, får ikke alt for meget flydende sæbe, shampo, vaskemiddel, ketchup osv. ud, i forhold til hvad vi egentlig skulle bruge, fordi emballagen er designet til overdosering fremfor underdosering. Det er bestemt ikke en tilfældighed.
Der findes masser af eksempler på innovationer, der bestemt ikke er i kundernes interesse, – hvor det i virkeligheden handler om, at narre kunden til at bruge flere penge end nødvendigt. Foreksempel uigennemskuelige financielle låneprodukter, mobil-abonnementer, forsikringsprodukter, udokumenteret alternativ medicin og kosttilskud osv. Personligt har jeg det svært med den slags innovationer. Jeg hylder hellere dem, der laver produkter, som er i både producent og brugers interesse – win-win. Jeg er også ret overbevist om, at det er dem, som vinder på den lange bane.